Min kat Frej.

Min kære kat Frej...

Jeg har altid og vil altid være katte menneske... Så da jeg flyttede hjemmefra var jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg rigtig gerne ville have kat igen og jeg sikrede mig at jeg kunne have en kat i det kælderværelse jeg flyttede ned i... Så da værelset var blevet mit fik jeg gennem mine venner tilbud om en lille hunkilling... Den sagde jeg straks ja tak til og lykken var stor da hun kom hjem til mig... Hun fik navnet Freja... Meen da jeg kiggede nærmere på den lille killing kunne jeg godt se det ikke lige var en hun... Så han blev navngivet Frej i stedet... Han var en rigtig lille bølle der bestemt havde sin egen mening om alt og ville selv bestemme... Så der har været hæftige magtkampe mellem ham og mig... Jeg fik gode råd af dyrlægen hvordan jeg bedst kunne takle ham... Rådene var da også brugelige nogen gange når Frej mente at han skulle lytte efter, men ellers var han da græsk-katolsk overfor mine dyre pædagogiske tilgange... Men han var alligevel så dejlig :o)

Han blev på sine ældre dage noget doven det meste af tiden... Men han var meget jaloux når jeg snakkede i tlf... hvis jeg ikke gav ham opmærksomhed hoppede han op på køkkenbordet hvor han ikke måtte være... hvis jeg valgte at ignorere det ind imellem, så gik han hen for enden af bordet og prøvede at rive mine magneter og de ting jeg havde på køleskabet ned... Hvis han synes jeg sov for længe fik jeg en bød pote på kinden og et miav, lykkedes det ikke gik han til grovere midler med at hoppe op i en af vinduerne og kradse i pasienerne og det larmede helt vildt... Men så kom jeg jo op...

Han mente bestemt at det var ham der var kongen og var ikke bange for at vise sin magt, så længe at han var i trygge rammer, men der skulle ikke meget til at gøre ham bange og sky... Man kan vist godt kalde ham en kujon...

Frej blev en dele kat, da jeg flyttede i en ny større lejlighed efter et år, pga fugt og for lidt plads....

I den nye lejlighed måtte han ikke bo, men jeg måtte gerne passe ham i rimelig lang tid af gangen, så han boede ca. halvdelen af tiden ved min mor og halvdelen hos mig... Det var noget han fungerede fint med... Han gad ikke i sin kasse. Han prøvede med alle midler at forhindre at komme derind ved at stritte med alle 4 poter og hovedet strakt så meget som muligt, men når han kom til enten min mor eller mig, så kom han hurtig ud og bad straks om mad...

Han var en klog kat og vi legede tit gemmeleg hvor jeg gemte mig og så skulle han finde mig... Det var han rigtig dygtig til... når vi legede fangeleg kom han hoppende sidelæns hen imod mig til ca. to meter fra mig og så stak han af og jeg skulle løbe efter ham...

Han var blandings kat med en stor del main coon i sig... Det gjorde ham stor og flot.. han havde en meget tyk pels der var musegrå...

For snart to år siden begyndte han og tabe sig, han mistede appetitten og drak meget... Vi tog ham til dyrlægen en onsdag aften hvor han fik drop og smertestillende, da han var dehydreret... Dyrlægen sagde vi havde to valgmuligheder... Vi kunne enten aflive ham med det samme eller vi kunne komme med ham igen torsdag morgen hvor han ville tage blodprøver... dyrlægen mente at det var hans nyrer der ikke længere fungerede... Vi valgte at han skulle have taget blodprøverne, så vi ikke bare aflivede ham, hvis det nu var noget der kunne kureres... Vi tog ham med hjem igen og nussede med ham hele aftenen... Både min mor og jeg vidste inderst inde at han nok ville blive aflivet næste dag... Så torsdag morgen blev han afleveret og vi tog hjem og ventede med længsel efter at høre hvad dyrlægen fandt ud af... Min mor ville gerne være alene, så vi tog hver til sidst, men der gik ikke mange timer før hun ringede igen og sagde hun ikke kunne holde ud og være alene... og det kunne jeg heller ikke... Jeg havde brugt tiden til at tude i lange baner og ringe til veninder der ville høre på mig... Så jeg skyndte mig at køre ud til hende... Vi tog ud til dyrlægen om eftermiddagen og fik dommen at hans nyrer ikke længere fungerede... De havde skannet ham for at være sikre og der kunne de se at nyrerne var fulde af cyster... Vi fik lidt tid med ham hvor vi sagde farvel og da han fik sprøjten havde jeg ham på armen... Vi tog ham med ud i min mors kolonihave, hvor vi begravede ham ved en smuk rosenbusk... Savnet af ham er stadig stort og jeg tænker på ham næsten dagligt... Men heldigvis er det mest de glade tanker om ham hvor smilet kommer frem... Jeg vil rigtig gerne have kat igen, men først når jeg bor et sted hvor den må være... Så jeg venter... Men glæder mig til at have en pels klump i huset igen...